Hop til indhold

Paradigmeskifte på ældreområdet

PRIORITERING: Det vækker harme i mig, når vi er nødt til at bruge 759 mio. kr. på at sørge for ophold til kriminelle indvandrere på øen Lindholm.

Jeg har ikke lyst til at sende dem ud på en øde ø. Hvis Folketinget havde smidt de kriminelle indvandrere ud af landet, var vi ikke nødt til at bruge 1,8 mio. pr. person. De penge var bedre tjent i andre dele af befolkningen.

Vores sundhedssystem halter, vi er så dårlige til at tage os af vores ældre, at vi i stedet for at forsøge at være førende på området, så taler vi om, hvorvidt vi kan tillade os at behandle vores ældre som vi gør, eller om vi behandler dem uværdigt.

At debatten om ældrepleje i et af verdens rigeste lande handler om, hvor langt vi kan sænke barren, før det bliver uværdigt, er mig simpelthen fuldstændigt ubegribeligt.

Det er mig også ubegribeligt, at vi lukker øjnene for at tale om, hvordan pengene fosser ud af statskassen. For det gør de. Og det gør de, fordi vi i Danmark hvert år bruger 33 mia. kroner på indvandring fra ikke-vestlige lande.

Vi bliver nødt til at italesætte problemerne for at være i stand til at gribe fat om roden og gøre noget ved tingene.

Når venstrefløjen taler om, at vi skal tilslutte os menneskerettighedskonventionerne, så taler de om udlændinges menneskerettigheder. Men hvorvidt det er en menneskerettighed at få et bad hver dag, er fuldkommen udelukket fra den debat.

Jeg ville ønske, at vi kunne redde hele verden. Men nogle gange er vi simpelthen nødt til at sørge for vores ældre, før vi kan sørge for resten af verden.

Derfor er det ikke for meget at forlange, at vi laver et paradigmeskifte på ældreområdet. Det har vores ældre brug for, og vi skylder dem en stor del af de 33 mia. kr., der hvert år fosser ud af statskassen.

Et paradigmeskifte på ældreområdet handler om, at vores ældre ikke skal stå bagerst i køen til dansk velfærd. Det betyder, at vi skal omlægge vores udgifter til indvandring fra ikke-vestlige lande, så pengene bliver kanaliseret over på vores ældre.

Men der er også behov for et paradigmeskifte i den måde, vi taler om ældrepleje på. Det er for mig helt utænkeligt at debatten handler om, hvor slemt vi kan gøre livet for de ældre og samtidig kalde behandlingen for ”værdig”.

Paradigmeskiftet består også i, at vi skal gentænke synet på ældreplejen, så vi konstant arbejder for at løfte barren i stedet for at sænke bundniveauet.

Når vi på et tidspunkt bliver opgaven om at passe på vores ældre voksne, kan vi begynde at åbne op for en diskussion af, hvor meget indvandring vi har råd til. Men ikke et sekund før.

%d bloggers like this: